Log på
Vores website anvender cookies, så vi kan give en bedre service.
Accepter, og fortsæt med at anvende vores website som normalt.
Accepter cookies
Om cookies på forsikringogpension.dk

Sikringsansvarlig

​Sikring af virksomheden er altid ledelsens ansvar, men enhver virksomhedsleder bør tage stilling til, hvem der skal have ansvaret for virksomhedens sikkerhed i det daglige.


Det vil være den sikringsansvarliges opgave at definere og beskrive virksomhedens risikoniveau og sikringspolitik. Det er også den sikringsansvarlige, som skal have indblik i virksomhedens ansvar, når det gælder indbrudssikring og personsikkerhed i forhold til:

 

  • kunder
  • medarbejdere
  • virksomhedens ejer
  • lovgivningen
  • myndighederne

 Valg af sikringsansvarlig

I mange mindre virksomheder og butikker står indehaveren typisk selv for sikkerheden, mens ledelsen i større virksomheder og butikker ofte udpeger en medarbejder som sikringsansvarlig.
Den sikringsansvarlige kan være en person, som både interesserer sig for opgaven, og som er motiveret til at påtage sig ansvaret. Den sikringsansvarlige bør også have et minimum af teknisk forståelse, menneskekundskab og evnen til at se fremad og forebygge.

Ansvar og beføjelser

Rollen som sikringsansvarlig kræver et godt kendskab til virksomheden og forståelse for vigtigheden af både teknisk og taktisk sikring. Det er afgørende, da det er den sikringsansvarliges opgave at sørge for den konkrete sikring af virksomheden.
 
Teknisk sikring er mekanisk sikring og elektronisk overvågning af virksomheden. Taktisk sikring omfatter kundetyverier, røverier, interne tyverier og svind.
 
Den sikringsansvarlige vil typisk stå for:
 
  • at etablere og vedligeholde virksomhedens mekaniske tyverisikring
  • at etablere og vedligeholde virksomhedens elektroniske overvågning
  • at etablere og vedligeholde andre sikringsformer som f.eks. adgangskontrolanlæg, tv-overvågning, områdesikring, vagtordninger, tyverisikring af firmabiler m.v.
  • virksomhedens informationssikkerhed om opbevaring af data, dokumenter og andre vigtige oplysninger om virksomhedens kundeforhold m.v.
  • sikkerheden på arbejdspladsen i henhold til lovgivning på det aktuelle arbejdsområde samt sikre, at miljølovgivningen overholdes
  • overholdelsen af sikringsforskrifter, der er udstedt af forsikringsselskaber i tilknytning til forsikringer, som at alarmanlægget skal være slået til, brandbare væsker skal opbevares under bestemte forhold m.v.
Hvis skaden er sket, skal den sikringsansvarlige også kunne analysere skadeforløbet og udarbejde en løsning, der forebygger, at skaden sker igen.
 

Kvalifikationer og uddannelse

Jobbet som sikringsansvarlig kan afhængig af virksomhedens størrelse omfatte et bredt spekter af arbejdsopgaver. Den sikringsansvarlige bør derfor tilbydes den nødvendige uddannelse og have mulighed for at udvikle og kvalificere sig.
Den sikringsansvarlige kan eksempelvis gennemgå uddannelsen ”Eksamineret sikringsleder” eller andre tilsvarende kurser om indbrud, tyveri og personsikring.
Publiceret/opdateret 09-09-2014
Telefon   41919191
E-mail   fp@forsikringogpension.dk
Adresse   Philip Heymans Allé 1, 2900 Hellerup